Navigation Path: Home > The European Central Bank > Historie > Den Økonomiske og Monetære Union
I juni 1988 bekræftede Det Europæiske Råd målsætningen om gradvist at skabe en økonomisk union. Rådet nedsatte en komite med Jacques Delors, den daværende formand for Europa-Kommissionen, i spidsen. Komiteen skulle undersøge og fremkomme med forslag til konkrete faser, der skulle føre til denne union.
Komiteen bestod af EFs centralbankchefer, Alexandre Lamfalussy, den daværende generaldirektør for Den Internationale Betalingsbank, Niels Thygesen, professor, dr.polit., Danmark, og Miguel Boyer, den daværende chef for Banco Exterior de España.
Komiteens arbejde førte til Delors-rapporten, der foreslog en overgang til en økonomisk og monetær union i tre adskilte, men fremadskridende faser.
I juni 1989 besluttede Det Europæiske Råd på baggrund af Delors-rapporten, at første fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) skulle indledes 1. juli 1990. På denne dato blev alle begrænsninger i kapitalens frie bevægelighed mellem medlemslandene i princippet ophævet.
Centralbankchefkomiteen, hvis rolle i det monetære samarbejde var blevet stadig større, siden den blev nedsat i maj 1964, fik udvidet sine ansvarsområder. Rådets afgørelse af 12. marts 1990 fastsatte disse ansvarsområder. Blandt de nye arbejdsopgaver var afholdelsen af høringer om og fremme af samordningen af medlemslandenes pengepolitik med henblik på at opnå prisstabilitet.
Grundet den relativt korte tid, der var til rådighed, og kompleksiteten af de dermed forbundne opgaver påbegyndte centralbankchefkomiteen også det forberedende arbejde til tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union. Første skridt var at identificere alle de spørgsmål, der skulle undersøges tidligt i processen, at opstille et arbejdsprogram inden udgangen af 1993 og at definere det mandat, som eksisterende underudvalg og arbejdsgrupper nedsat til formålet skulle have i denne forbindelse.
Det var nødvendigt at ændre traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab ("Rom-traktaten") for at oprette de nødvendige institutionelle rammer for gennemførelsen af anden og tredje fase. Derfor blev der i 1991 afholdt en regeringskonference om ØMU parallelt med regeringskonferencen om den politiske union.
Resultatet af forhandlingerne blev traktaten om Den Europæiske Union, som blev indgået i december 1991 og underskrevet i Maastricht 7. februar 1992. På grund af forsinkelser i ratifikationsprocessen trådte traktaten (der ændrede traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, herunder navnet, til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og blandt andet introducerede protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank ( pdf 200 kB, da) og protokollen om statutten for Det Europæiske Monetære Institut ) imidlertid ikke i kraft før 1. november 1993.
Toppen af sidenOprettelsen af Det Europæiske Monetære Institut (EMI) 1. januar 1994 markerede indledningen af anden fase af ØMU, og samtidig opløstes Centralbankchefkomiteen. EMIs midlertidige eksistens afspejlede endvidere den monetære integration inden for Fællesskabet. EMI var hverken ansvarlig for at føre pengepolitikken i Den Europæiske Union – dette var stadig helt og holdent de nationale myndigheders ansvar – eller bemyndiget til at gennemføre valutainterventioner.
EMIs to hovedopgaver:
Med dette formål for øje fungerede EMI som et forum for høringer og for udveksling af synspunkter og oplysninger om strategiske emner. EMI fastlagde endvidere de vedtægtsmæssige, organisatoriske og logistiske rammer, der var nødvendige, for at ESCB kunne udføre sine opgaver i tredje fase.
Det Europæiske Råd besluttede i december 1995, at den europæiske valutaenhed, der skulle indføres ved indledningen af tredje fase, skulle benævnes "euro". Rådet bekræftede samtidig, at tredje fase af ØMU skulle indledes 1. januar 1999. Den kronologiske rækkefølge af begivenhederne i forbindelse med overgangen til euroen blev bekendtgjort. Dette scenario var hovedsagelig baseret på detaljerede forslag udarbejdet af EMI.
EMI fik samtidig til opgave at udføre det forberedende arbejde med hensyn til de forbindelser, der i fremtiden skulle oprettes mellem euroområdet og de øvrige EU-lande på det monetære område og valutakursområdet. I december 1996 forelagde EMI sin rapport for Det Europæiske Råd. Rapporten udgjorde grundlaget for Det Europæiske Råds resolution om principperne for og hovedelementerne i den nye valutakursmekanisme (ERM2), der blev vedtaget i juni 1997.
I december 1996 forelagde EMI de udvalgte designserier af eurosedler, der skulle sættes i omløb 1. januar 2002, for Det Europæiske Råd og senere for offentligheden.
Det Europæiske Råd vedtog stabilitets- og vækstpagten i juni 1997 for at supplere og uddybe traktatens bestemmelser om ØMU. To forordninger indgår i stabilitets- og vækstpagten, der har til formål at sikre budgetdisciplinen i forhold til ØMU. Pagten og de respektive forpligtelser blev uddybet i en deklaration fra Rådet i maj 1998.
Den 2. maj 1998 besluttede Rådet for Den Europæiske Union - i dets sammensætning af stats- og regeringschefer - enstemmigt, at 11 medlemslande havde opfyldt de nødvendige betingelser for at kunne deltage i tredje fase af ØMU og indføre den fælles valuta pr. 1. januar 1999. Det drejede sig om følgende lande: Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal og Finland. Stats- og regeringscheferne nåede også til politisk enighed om de personer, der skulle indstilles til udnævnelse som medlemmer af Direktionen for Den Europæiske Centralbank (ECB).
I maj 1998 vedtog finansministrene i de medlemslande, der indførte den fælles valuta, disse landes nationalbankchefer, Europa-Kommissionen og EMI også, at de bilaterale centralkurser, der var gældende i ERM for de deltagende medlemslandes valutaer, skulle anvendes til at fastlægge de uigenkaldeligt fastlåste omregningskurser for euroen.
Den 25. maj 1998 udnævnte regeringerne i de 11 deltagende lande formanden, næstformanden og de andre fire medlemmer af ECBs Direktion. Udnævnelsen havde virkning fra 1. juni 1998 og markerede oprettelsen af ECB. ECB og de nationale centralbanker i de deltagende medlemslande udgør tilsammen Eurosystemet, der udformer og definerer den fælles pengepolitik i tredje fase af ØMU.
Med oprettelsen af ECB den 1. juni 1998 havde EMI fuldført sine opgaver. I overensstemmelse med artikel 123 (tidligere artikel 109 L) i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab trådte EMI i likvidation ved ECBs oprettelse. EMI havde afsluttet alle de forberedende opgaver i god tid, så ECB kunne anvende resten af 1998 til den endelige afprøvning af systemer og procedurer.
Toppen af sidenDen 1. januar 1999 indledtes tredje og sidste fase med den uigenkaldelige fastlåsning af vekselkurserne for valutaerne i de 11 medlemslande, der deltog i Den Monetære Union fra starten, samt gennemførelsen af en fælles pengepolitik, som ECB er ansvarlig for.
Antallet af deltagende lande steg til 12 den 1. januar 2001, da Grækenland indledte tredje fase af ØMU. Slovenien kom med som det 13. medlem 1. januar 2007. Et år efter fulgte Cypern og Malta efter, og 1. januar 2009 blev Slovakiet medlem. Fra den dag landene blev en del af euroområdet, er deres respektive nationale centralbanker automatisk blevet en del af Eurosystemet.
Toppen af siden
